tirsdag den 20. december 2011

Barselskager

Mmm... Måtte lige bage chokolade-muffins som Esben vandt i pakkeleg.

mandag den 19. december 2011

Samtale på Klintevej 79

Annette: Hvad glæder du dig mest til ved at blive far?
Esben: At overgive min fantastiske visdom.
Annette: Okay.
Esben: Det kommer jo til at tage lang tid.
Annette: Ja, fem minutter kan jo være lang tid i visse tilfælde.

tirsdag den 13. december 2011

Lana del Rey...

... skal nok blive et stort nyt navn.
Jeg kan i hvert fald godt lide hendes 'Video Games' melodi. Totalt retro-stil. Hun kalder sig selv gangsta Nancy Sinatra.

lørdag den 19. november 2011

Katten der myrdede...

Den anden aften var det dette syn, der mødte mig, da jeg var på vej i seng. Gary havde valgt at partere en fugl i mit soveværelse... Ikke fordi man gider rydde dét op kl halv elleve om aftenen. Zzzz...

tirsdag den 15. november 2011

Sushi-aften, massage og jordemoder

Der er mange ting, man ikke må, når man er gravid. Jeg har dog valgt at se lidt stort på de løftede pegefingre fra Sundhedsstyrelsen. Altså, jeg ryger naturligvis ikke, og jeg farver heller ikke mit hår. Men jeg bruger make-up, får et enkelt glas rødvin en sjælden gang imellem (når det ikke lige giver mig mega halsbrand!), og jeg spiser sushi!

Sammen med mine gode handelsskoleveninder og mænner holdt vi en Japansk aften, hvor vi fik miso-suppe og sushi. Førstnævnte var jeg ikke så vild med - men sushi er jo en af mine livretter, så det blev guffet med stor fornøjelse. Nogle af os var også klædt ud i kimonoer og med pinde i håret - og Esben og Magnus var ninjaer. Så var der fest - og det var da også hyggeligt, selvom man sad som den eneste ædru og skulle høre på æææh... mere og mere "filosofiske" betragtninger jo længere ud på natten.

For nylig har jeg også fået massage hos Sonja Rosing på Haderslevvej - pga. ondt i ryggen. Hun har sådan en gravidbriks med hul i - det var som at komme i himlen, da jeg kunne ligge maven igen!

I går var jeg på besøg hos jordemoder. Spliff blev vurderet til at veje ca. 2400g og ligger stadig med hovedet nedad, ryggen til venstre og benene til højre (set fra mine øjne, når jeg kigger ned på min mave). Det passer også med, at jeg mærker mest aktivitet i højre side, når han ligger og møfler rundt med benene - og en gang imellem i venstre side, når han presser ryggen udad - så bliver min mave helt skæv! Så der må han godt blive liggende, indtil der gives udgangstilladelse. Jeg spurgte JM vedr. igangsættelse. Når man er i uge 41 (dvs. én uge over termin) kommer man til JM, hvor man kan få en hindeløsning. Såfremt man ikke selv går i fødsel, kan man komme igen nogle dage senere og blive sat i gang - hvilket jeg har på fornemmelsen vil ske :oO Håber sgu ikke jeg føder d. 1. januar - det BARE ikke fedt for Spliff at have fødselsdag en dag, hvor alle mennesker har tømmermænd.

Efterhånden er jeg altså træt af opmærksomheden ved at være gravid! Det var meget sjovt i starten - men nu kan jeg snart ikke bevæge mig rundt nogen steder på mit arbejde uden nogen udbryder "Årh HVAD, din mave er stor" eller "For dælen du bliver da også tykkere og tykkere"  eller "Jeg synes, du har taget lidt på" (nå?!?) eller "Kan du BLIVE større?!?"-agtige sætninger. Jeg vil da hellere høre "Sikke en fin mave du har" - dét må jeg huske næste fremover, når jeg snakker med gravide. Godt der kun er 6 arbejdsdage tilbage til barsel :o)

lørdag den 29. oktober 2011

Lægetjek

I onsdags stod den på sidste graviditets-lægetjek. Der blev tjekket blodtryk, blodtal, vægt (very scary! pt. har jeg taget 13kg på), m.m. - og alt så heldigvis godt ud! Da hun skulle måle maven - symfysemålet -, fik lægedamen lige et ordentligt spark! Spliff synes åbenbart ikke lige, hun skulle måle der! Så kunne hun lære det.

Nu er der efterhånden kun 3½ uge til jeg går på barsel - og jeg begynder at se mere og mere frem til det! Min veninde Charlotte er jo blevet ansat som min barselsvikar på arbejdet, så jeg er i gang med at lære hende op. Det går nu rigtig fint! Har meldt mig til firmaets julefrokost d. 9. december, så må vi se, om jeg er frisk nok til at tage med.

Fredag var jeg på café med tøser på Cafe Komprömis i Kolding - rigtig hyggeligt. I dag har Esben og jeg været ude på Bygmarken og hjælpe til med renovering af søsters hus. Der blev sat lofter op og spartlet. Dvs. jeg tøffede rundt og støvsugede lidt, holdt pauser, spartlede, sad på en stol, kiggede i en genbrugsbutik, holdt pause og spiste. Nu begynder det snart at ligne et hus derude - det skal nok blive rigtig flot og lækkert, når de først er færdige :o)

I morgen står den på børneværelse samt en tur i biffen og se den nye Tintin film, som skulle være ret flot lavet.

fredag den 14. oktober 2011

Home alone Friday night

En fredag aften i afslapningens tegn. Esben er i Herning til koncert med Red Hot Chili Peppers med Rune, Magnus og Mette Lage.

Har bare siddet og surfet på nettet og nusset med 2 stk. katte, som elsker at ligge i sofaen ved siden af én. SÅ hyggeligt med en lille spindende hårbold ved siden af sig.

For nyligt har jeg set 2 film:

MILK:
Baseret på en sand historie om bøsserettighedsforkæmperen, Harvey Milk, som i 1970'ernes San Fransisco blev den første homoseksuelle, der blev valgt til et offentligt embede. Det er Sean Penn, som spiller hovedrollen - og det gør han da med god overbevisning.

Jeg synes altid, det er interessant med disse historier, som viser enkeltpersoner, der har været med til at ændre historien, og hvordan vi tænker i dag. Altså - udviklingen fra hvordan homoseksuelle blev forulempet, hånet og overfaldet i gamle dage - bare pga. deres seksualitet - til i dag, hvor dette desværre stadig sker - men hvor det er meget mere accepteret at være anderledes. Det er fantastisk, at nogle gider kæmpe for deres sag! Ellers kan man ikke ændre folks (gammeldags) holdninger.


Sean Penn (t.v.) i rollen som Harvey Milk, der blev myrdet i 1978 af en politisk rival.

Tænk bare på Rosa Parks - jeg synes, det er spændende at læse om sådanne handlekraftige personer:

Hun var en sort amerikansk syerske, der blev et forbillede for borgerrettighedsbevægelsen i USA. Hun blev arresteret i 1955, Alabama, fordi hun nægtede at afgive sin siddeplads i en bus til en hvid mand. Nu begyndte alle sorte at boykotte busserne og gå i stedet. Det medførte at busselskaberne var ved at gå konkurs, da det mest var sorte, der tog bussen. Loven ændredes og sorte skulle ikke længere sidde bagest i bussen og give deres siddeplads til de hvide. Kilde Wikipedia.

Den anden film, jeg har set er A MIGHTY HEART:
En film fra 2008 med Angelina Jolie, der handler om franskkvinden og journalisten, Mariane Pearl, hvis mand, Daniel Pearl, bortføres i Pakistan. Man følger hendes desperate kamp for at finde frem til ham - med assistance fra politi og embedsmænd - når hun det i tide, inden Al-Qaeda terrorister myrder ham? Mariane er gravid med deres første barn - hvilket gør det til en endnu mere gribende historie. Jeg skal ikke afsløre noget, men hvis du er nysgerrig, kan du læse mere her:



Angelina (t.v.) i rollen som Mariane Pearl.