Der udspillede sig en scene.
En scene, jeg troede, aldrig skulle udspille sig i mit liv.
En scene, der indebar et barn.
Barnet lå på gulvet og skreg og vred sig i arrigskab.
I storcentret!
Barnet hed Laurits.
I min sublime naivitet gik jeg og bildte mig selv ind, at forældre med børn der lå og skreg på gulvet i Bilka da vist ikke havde heeelt styr på det der parenthood. Efter dagens oplevelse i Kolding Storcenter kan jeg så konstatere, at JEG åbenbart er en af de forældre.
Forud for historien meldes: Tænker naivt at jeg da nemt kan tage i storcentret med L og lige kigge efter lidt vintertøj. Jeg kan jo altid gå ud igen, hvis det begynder at gå galt... I starten tonser han rundt i H&M. Skal virkelig holde øje med ham - han kan nemt blive væk bag rækkerne med tøj! Så går vi i Burger King for at leje en lille sej bil som han kan sidde i. Allerede dér får knægten øje på en kage han vil have og klynker højt i hele Burger King. Om til bageren og bestikker ham med juice og en bolle. Det går fint. I Søstrene Grene køber vi en lille pakke biler i plast. Så begynder utålmodigheden. I Tiger butikken flegner han. Han vil have den pakke biler! UD af Tigerbutikken og så vil han INTET. Ikke holdes, ikke ind i bilen, intet. Bare ligge på gulvet og hyle, mens folk glor. Oh my god. Jeg kan ikke bare åbne pakken med biler, da jeg skal bruge en saks for at få den op. Og dén forklaring er L for lille til at fatte. Nærmest løber ud af storcentret med skrigende unge, ud i bilen, lykkedes mig at skære pakken med biler op med enden af en nøgle og... STILHED. L er travlt optaget af biler og jeg går ind igen for at aflevere den lånte bil i Burgee King; denne gang uden skrigende unge. Pyyyh. Tale om stress. Går satme aldrig alene i storcentret med ham igen.
Før han er 18. Bum.
